Sådan renser du dit haglgevær – trin for trin
Regn stopper ikke en god jagtdag, men det slår hårdt på haglgeværet. Våde marker, mudder og pludselige byger trækker fugt ind steder, du sjældent tjekker. Og det sidste, du vil opdage inden næste jagt, er rust på dit yndlingsgevær.
Den gode nyhed: våbenpleje er ikke svært. Det starter med en hurtig aftørring, inden du forlader terrænet, og slutter med en ordentlig rengøring derhjemme. Denne guide viser dig begge dele, med afprøvede tips fra ShotKam, kameraet der sidder under løbet og filmer hvert skud.
Det skal du bruge
Du behøver ikke et stort rensæt, men det rigtige grej gør arbejdet meget lettere. I artiklen linker vi til nogle af vores yndlingsprodukter.

Det vigtigste:
- Rensestok eller rensesnor (Bore Snake)
- Bronzebørste og pudseklude til dit kaliber
- Våbensolvent (løbsrens)
- Våbenolie
- Bløde, fnugfri klude eller en silikoneklud
- Lille nylonbørste eller en gammel tandbørste
- Vatpinde
- Chokenøgle og chokefedt (den type, som din chokeproducent anbefaler)
Nyttigt ekstraudstyr:
- Uldmoppe til at lægge en tynd, beskyttende oliefilm
- Rensemåtte, der beskytter bordet
- Rustbeskyttelse til våde dage
- Nitrilhandsker, der beskytter hænderne mod opløsningsmidler
Sådan renser du haglgeværet, trin for trin
1. Aflad og tjek to gange.
Peg altid geværet i en sikker retning, og åbn det. Tjek kammeret eller kamrene og på en halvautomat også magasinet. Flyt alle patroner væk fra arbejdspladsen. Se og mærk efter, at våbnet er tomt.
2. Tag tilbehør af.
Filmer du din jagt med et ShotKam, så tag det af, før du renser geværet. Så holder du kameraet væk fra solvent, og du kan tjekke, om der er vand på løbet under beslaget. Længere nede kan du se, hvordan du tager kameraet af og sætter det på igen.

3. Skil geværet ad.
Hvis du ikke ved, hvordan det gøres, så brug ikke magt. Start altid med brugsanvisningen til dit våben. Har du købt geværet brugt uden brugsanvisning, så søg på mærke og model på YouTube – du finder sandsynligvis en brugbar video. Det er særligt nyttigt ved våben, der er sværere at skille ad, som mange halvautomater.
Halvautomat og pumpgun: sørg for, at våbnet er afladt og mekanismen åben. Skru magasinhætten forrest på forskæftet af, og træk løbet fremad af låsekassen. På de fleste halvautomater kan forskæftet også tages af; på mange pumpguns bliver det siddende.
Over/under og side-by-side: luk geværet. Udløs forskæftets lås – som regel en arm under forskæftet eller en trykknap forrest – og tag forskæftet af. Åbn derefter geværet helt, og løft løbene af hængselbolten i baskylen.

Tør derefter alt synligt vand af med en ren, tør klud, især under forskæftet og omkring metaldelene.
4. Rens løbet.
Kom lidt solvent, for eksempel Ballistol, på bronzebørsten, og før den gennem løbet fra kammeret et par gange. Træk derefter rene pudseklude eller en uldmoppe igennem, til de kommer næsten rene ud. Det fjerner krudtslam, plast fra forladningerne og vand – alt sammen noget, der kan give rust og tæringer i løbet.

Glem ikke dine chokes! Skru hver choke ud med chokenøglen; er du i tvivl, så læs først brugsanvisningen. Rens chokes og gevind, og smør et tyndt lag chokefedt på, for eksempel Krieghoff Choke Lube, før du skruer dem i igen. Spænd dem med nøglen, men ikke for hårdt.
Stålhagl og anden blyfri ammunition efterlader ikke bly i løbet, men plastforladningerne efterlader stadig belægninger, især omkring choken. Børst løb og choke en ekstra gang, og tjek altid, at din choke er godkendt til stålhagl, før du skyder med den.
5. Rens mekanismen.
Brug en gammel, blød tandbørste og vatpinde til at rense baskylen eller låsekassen, bundstykket og de andre bevægelige dele, du kan nå.
På en gasdrevet halvautomat skal du tjekke, om gassystemet er snavset. Snavs her kan få geværet til ikke at lade og udkaste patronerne korrekt. Følg brugsanvisningen, når du renser det, for hver model er forskellig. Inertidrevne geværer, som Benelli M2, har intet gassystem, så her kan du springe dette trin over.

På et knækgevær skal du være ekstra opmærksom på hængslet, ejektorerne og metaldelene under forskæftet. Tjek dem for snavs og vand – det kan give rust eller gøre geværet tungere at åbne og lukke.
6. Olier geværet.
Træk en let olieret uldmoppe gennem løbet. Kom lidt olie på de bevægelige dele, som producenten anbefaler. Tør metallet af udvendigt med en let olieret klud eller en silikoneklud.

Brug kun lidt olie. For meget olie samler snavs, stivner i frost og kan trække ind i et træskæfte.
7. Saml og kontroller.
Saml geværet igen i omvendt rækkefølge. Brugsanvisningen har detaljerne for din model, og på YouTube finder du trin-for-trin-videoer til de fleste almindelige haglgeværer. Tjek derefter, med geværet stadig afladt, at:
- geværet åbner og lukker let og låser helt;
- sikringen klikker tydeligt på plads i hver stilling, og aftrækkeren ikke bevæger sig, når geværet er sikret;
- løb og forskæfte sidder fast uden slør eller raslen;
- åbnegrebet på et knækgevær vender tilbage til midten, når du lukker.

Hvis en del går tungt eller ikke passer, så brug ikke magt. Skil geværet ad, og saml det igen. Er det stadig ikke rigtigt, så få en bøssemager til at tjekke det, før du skyder med det.
8. Opbevar det tørt.
Nu er haglgeværet rent og klar til næste jagt. Den rigtige opbevaring er lige så vigtig som rengøringen. Læg det ikke tilbage i et vådt foderal – fugten kan hurtigt ødelægge alt dit arbejde. Opbevar geværet afladt i våbenskabet, som loven kræver. I et fugtigt rum kan du supplere med en elektrisk affugterstav eller et tørremiddel, for eksempel Pingi.
Efter en våd eller mudret jagtdag
Tør geværet hurtigt af med en tør klud, inden du kører hjem, så vandet ikke trækker ind i små sprækker. Hjemme tager du forskæftet af og tørrer alle dele med et håndklæde. Lad dem tørre ved stuetemperatur. Læg ikke et træskæfte tæt på en radiator – kraftig varme tørrer træet ujævnt og kan skade det. Fjern derefter mudder og snavs med en gammel tandbørste og solvent.
Rust kommer hurtigt på et haglgevær. Let overfladerust kan opstå på blankt eller brændt (blåneret) stål i løbet af få timer eller over natten, hvis du sætter geværet væk vådt. Det sker især i et foderal eller en fugtig bil, hvor vandet ikke kan fordampe. Saltvand, mudder fra engen og marsken, blod og endda sved fra fingrene gør det værre.
Efter havjagt og strandjagt
Har du stået ved kysten på trækjagt eller ligget ude på havjagt, ved du det allerede: salt får stål til at ruste meget hurtigt. Rens geværet samme dag.
Tør først saltet af metallet udvendigt med en klud, der er let fugtet med ferskvand, og tør metallet med det samme. Rens derefter geværet som sædvanligt. Vær ekstra grundig med mekanismen, skruerne og chokegevindene, for her samler saltet sig. Tør også dine patroner af – salt skader også dem.
ShotKam-tip: hold altid chokegevindene godt smurt med det chokefedt, producenten anbefaler. Det forebygger rust og forhindrer, at dine chokes ruster fast i løbet. Salt kan også skade de sorte skruer på dit ShotKam-beslag. Begynder de at ruste, så brug reserveskruerne, der følger med dit ShotKam-tilbehør.
Rengøring omkring dit ShotKam
ShotKam-beslaget er lavet til at blive taget af og sat på igen hurtigt, så det er nemt at gøre det til en fast del af hver rengøring.

Sådan tager du det af: løsn beslagets sølvfarvede skrue med unbrakonøglen, der følger med dit ShotKam. Åbn beslaget helt, og løft kameraet af løbet. Tør kameraet, beslaget og løbet under beslaget af med en blød, tør klud. Fjern vandpletter fra linsen med en mikrofiberklud. Er dit ShotKam blevet vådt under jagten, så skru bagdækslet af, og lad kameraet lufttørre i 24 timer. Sæt derefter dækslet på igen.
Sådan sætter du det på igen: når geværet er rent og tørt, tørrer du overskydende olie af den del af løbet, hvor beslaget sidder, så gummipuderne kan få fat. Placér ShotKam lige under løbet med USB-porten opad mod løbet. Åbn beslaget helt, og sæt det på nedefra (skub det ikke på), så puderne ikke bøjes. Spænd den sølvfarvede skrue med en kraft på højst ca. 2,3 kg.
Sætter du kameraet tilbage på samme gevær samme sted, behøver du ikke kalibrere sigtemærket igen. Du skal kun justere det i appen, hvis du flytter kameraet mere end 5 cm i nogen retning eller bruger det på en anden våbentype eller et andet kaliber. Du finder alle trin i vores guide til montering og kalibrering.
ShotKam-tip: kan du se løbet i videoen, så ryk ShotKam lidt tættere på mundingen. Tjek derefter live-billedet i appen: der må ikke være nogen mørk eller uskarp bue øverst i billedet.
Klar til næste jagt
Lidt pleje efter hver jagt gør en stor forskel. Giv haglgeværet en hurtig rengøring efter hver jagtdag, en grundig rengøring hver gang det har været vådt, mudret eller salt, og en grundig gennemgang, før du sætter det væk efter sæsonen. Så bruger du mindre tid på at bekymre dig om rust og mere tid på at glæde dig over næste jagt.
Vil du have flere guides som denne? Tilmeld dig ShotKams nyhedsbrev.

